Vi er vendt tilbage til rødderne

Arctic Group er kommet ud af 2018 med sorte tal på bundlinien, samtidig med at virksomheden ekspanderer i Grønland, Island og på Færøerne, fortæller Thomas Hjort.

Efter blodrøde tal i 2017 har Arctic Group vendt kajakken og sat kurs mod sorte tal.

- Regnskabet er endnu ikke afsluttet, men det bliver med overskud, lover Arctic Groups direktør Thomas Hjort.

 

Omfattende oprydning

Bag de positive takter står en omfattende oprydning i koncernen. Et forgæves forsøg på at udvide aktiviteterne til Afrika kostede ti millioner kroner at lukke ned, og Arctic Group fokuserer nu helt og holdent på Nordatlanten.

- Vi er vendt tilbage til rødderne og det, vi er gode til. Vi skal være tæt på markederne og har i dag flere ansatte end sidste år både i Grønland og på Færøerne.

 

Problemer med RAL

Da 2017-regnskabet blev fremlagt sidste sommer med et underskud på fire millioner kroner, blev en del af skylden lagt på RAL, men de udfordringer er slut, mener Thomas Hjort.

- Forsyningssikkerheden er blevet bedre det seneste år – og helt undgå forsinkelser i Grønland er næppe realistisk på grund af vejrforholdene. Det er spillereglerne i Grønland. De spilleregler kender Arctic Group bedre end de fleste, siger Hjort, der ser positivt på fremtiden:

- Vi har store forventninger til udviklingen på det grønlandske marked. Vi er overbevist om, at lufthavnspakken vil skabe vækst, og vi tror også på, at råstofsektoren vil vokse i fremtiden, siger Thomas Hjort.

 

Dårlig idé

For et par år siden forsøgte Arctic Group sig som leverandør af færdig mad til den nu lukkede Bryggen i Nuuk.


(Foto: Jesper Hansen)


Thomas Hjort har store forventninger til fremtiden for Arctic Group i Grønland 

- Det var en dårlig ide. Vi skal jo ikke konkurrere med vore kunder, erkender Thomas Hjort. Koncernen driver fortsat burgerbaren Farmers i forbindelse med Super1 i Nuuk og en grillbar i forbindelse med Super1 i Ilulissat.

Udover detailbutikker i Nuuk og Ilulissat har Arctic Group i Grønland butikker i Qasigiannguit og Uummanaq. Desuden er virksomheden leverandør af stort set alle typer produkter til både virksomheder og det offentlige i Grønland. Arctic Group er etableret på Island og Færøerne med engros-virksomheder.


Udvider i Island

Nyeste skud på stammen er en aftale om at være hovedleverandør til en helt ny supermarkedskæde i Island, der foreløbig åbner tre butikker. Den første åbnede i Reykjavik 16. februar og de næste to butikker følger med en måneds mellemrum.

Butikkerne er bygget op efter Super1-konceptet, ligesom de to butikker i Nuuk og Ilulissat. Varerne i Super1 kommer især fra Rema 1000, der er en af de hurtigst voksende butikskæder i Nordeuropa.