Grønland er mit andet hjem

Af Asbjørn Hansen og Michael Koch (foto)
asbjorn.hansen@nordjyske.dk

At Grønland og grønlænderne har deres udfordringer, kan enhver der læser aviser og ser nyheder forvisse sig om, men efter snart 20 år i Arctic Import og hyppige rejser er det et helt andet Grønland, Martin Pedersen kender - og elsker.

- Enten kan man lide Grønland, eller også kan man ikke. Man ved det meget hurtigt. For mit eget vedkommende var jeg for første gang på Grønland i 2001, og jeg faldt for det med det samme. Nu er det næsten mit andet hjem, siger Martin Pedersen.

Det er den storslåede natur, de oplevelser, den giver, og befolkningens indstilling, der især har fremkaldt de varme følelser hos Arctic Imports snart 40-årige landechef.
- Folk er utroligt imødekommende, og er man udadvendt og nysgerrig, så tager de gerne en med ud på ture. Jeg har sejlet og kørt på snescooter og har på den måde oplevet naturen både sommer og vinter, og jeg har fået mange venner. På den måde har jeg set Grønland på en helt anden måde, end man oplever det gennem medierne, siger Martin Pedersen.

Han har været i Arctic Import i hele sit arbejdsliv, men har hele tiden søgt og fået nye udfordringer. Han trådte ind ad døren for første gang i 1999 som salgselev, kom på sin første rejse til Grønland i 2001 og var frem til 2009 salgskonsulent - og skiftede i den forbindelse mellem Grønland, Færøerne og Island. Men så lokkede nye udfordringer. - Jeg ville gerne videre og fik tilbudt jobbet som salgschef for det vi kalder nonfood B2B-afdelingen, hvor jeg opnåede det, jeg gerne ville, at prøve kræfter med ledelsesansvar, fortæller Martin Pedersen.

I januar i år tog han så yderligere et skridt op ad karrierestigen, da han blev landechef med ansvar for Grønland. Arctic Import er totalleverandør til grønlandske private virksomheder og institutioner og sælger praktisk talt alle typer varer, fødevarer, forbrugsvarer, møbler...

- Det er hele vores DNA - at vi kan skaffe alt til kunderne. Det er en af de ting, der gør jobbet afvekslende. Man sælger ikke bare en vare, men mange forskellige, siger Martin Pedersen.

Hvordan fik du dit nuværende job?
Jeg har altid vidst, at jeg ville være købmand eller sælger. Da jeg i 1999 startede her, dyrkede jeg en masse sport ved siden af, og som købmand er der meget weekendarbejde. Derfor blev jeg sælger.

Hvad er dine vigtigste opgaver?
At skabe resultater og indfri vores mål sammen med de dygtige medarbejdere, vi har. At udvikle medarbejderne og sørge for, at alle er bevidste om, at de er med til at gøre en forskel. For os er det ikke godt nok, når vi har solgt en vare. Det er det først, når pengene er i hus, og kunden er tilfreds.

Hvilke egenskaber er vigtige at have i dit job?
Det er empati, evnen til at lede og motivere og godt købmandskab. Lige præcis her er forståelsen og respekten for det grønlandske samfund og kultur også vigtig.

Hvem har gavn af det, du laver?
Når vi er en totalleverandør, så er det naturligvis først og fremmest kunderne.

Hvad er din største bedrift på jobbet?
Jeg står aldrig alene. Jeg er afhængig af, at hele værdikæden er en succes. Så en enkelt bedrift er svær at komme i tanke om.

Hvad er din største bommert?
En bommert er det måske ikke, men på mine første ture til Grønland var der mange ting, jeg var helt uforberedt på. Vi var for eksempel til kaffemik ude i et yderområde, hvor der ikke var noget træk og- slip, og da jeg skulle på toilettet, var spanden fyldt til randen. Jeg stod som grøn juniorkonsulent og anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Men til sidst gjorde jeg, hvad jeg skulle, viklede toiletpapir om hånden og pressede det ned. Så gik jeg ud til værten og sagde, at spanden nok skulle tømmes. Nogle ville nok være løbet skrigende væk, men for mig var det bare endnu et eksempel på, hvor anderledes et samfund Grønland er.

Hvad er det bedste ved arbejdet?
Det er udviklingsmulighederne - både for mig og for virksomheden - og ikke mindst glæden ved at motivere og skabe resultater.

Hvad er det værste ved arbejdet?
Afstanden til vores kunder. Hvis de har en reklamation eller et problem, kan vi ikke bare lige tage ud til dem, men må klare tingene pr. telefon eller email. Det kan være meget frustrerende.

Hvad overrasker andre, når du fortæller om dit job?
Størrelsen på vores forretning. Mange kender ikke Arctic Import, og det er en skam, for vi favner så bredt og har så mange udviklingsmuligheder for vores medarbejdere. Tingene står aldrig stille - i morgen er der en ny dag, og der kan du sagtens have en anden kasket på.

Hvordan ser fremtiden ud i din branche?
Vi har gang i en masse projekter. Vi har haft nogle eventyr i Afrika, som vi har lukket ned for, og fokus er nu alene på de nordatlantiske markeder. Det har vi bevist, at vi er
gode til, så jeg synes fremtiden tegner lys.

Tror du, at du har dit nuværende job om fem år?
Jeg tror, virksomheden fortsat vil udvikle sig, og at der vil være opgaver til mig i Arctic Import, men om det lige er i det her job, er det svært at spå om.

Hvis du skulle have et andet job, hvad skulle det så være?
Det skulle under alle omstændigheder være et sted, der som her er præget af udvikling af en forretning og af mennesker. En ting er glæden ved at sælge, men jeg er også meget optaget af at skabe resultater sammen med andre.

Hvad laver du, når du ikke er på arbejde?
Jeg er meget sammen med min familie og venner. Jeg har Rold Skov lige i baghaven og løber trail-løb. Det er for kedeligt at løbe lige ud, og løb i kuperet terræn er for mig ren afkobling. Desuden hygger jeg mig med old boys fodbold og er fodboldtræner i Støvring IF.